Foreningens vedtægter

Du kan her læse og downloade vedtægterne for Aniridi Danmark:

Download vedtægter for Aniridi Danmark som PDF


§ 1 Navn og hjemsted

Stk. 1 Foreningens navn er: Aniridi Danmark.

Stk. 2 Foreningens hjemsted er den til enhver tid valgte formands bopæl i Danmark.

Stk. 3 Foreningen er partipolitisk og religiøst neutral.


§ 2 Formål

Stk. 1 Foreningens formål er:

 At arbejde for bedre vilkår for mennesker med Aniridi ved at udbrede kendskabet til Aniridi, og skabe forståelse for de særlige behov, personer med Aniridi har, blandt pårørende, lærere og pædagoger, social- og sundhedsfagligt personale samt i erhvervslivet og i offentligheden.

 At støtte personer og pårørende med Aniridi gennem lokale, nationale og internationale netværk, hvor udveksling af erfaringer og nyheder inden for området kan formidles.

 At yde oplysende virksomhed samt rådgivning og vejledning til medlemsfamilierne, pårørende, fagfolk, og andre interesserede.

 At etablere og vedligeholde kontakt til organisationer og foreninger i ind- og udland, der kan fremme arbejdet for udbredelse af viden om Aniridi og dens følgelidelser.

 At samle viden om Aniridi og dens følgelidelser gennem forskning, konferencer, litteratur, pjecer, film, mm.


§ 3 Medlemskreds

Stk.1 Medlemmer er patienter med Aniridi og deres pårørende, samt relevante og interesserede faggrupper så som læger, forskere, lærere, pædagoger, sundhedsfaglige personer og enhver, der vil støtte foreningens formål.

Stk. 2 Rettigheder
Aniridi Danmark har personlige medlemskaber, hvor alle medlemmer har alle samme rettigheder i forhold til foreningen. Det er dog kun medlemmer, der har Aniridi, som har stemmeret på generalforsamlingen. Stemmeret kræver, at man er fyldt 18 år – for børn og unge under 18 år udøves stemmeretten af en forælder eller anden legal værge.

Stk. 4 Kontingent
Forudsætningen for at være medlem af foreningen er, at kontingent for det indeværende år er betalt inden udgangen af januar det pågældende år.
Kontingent opkræves en gang årligt.

Stk. 5 Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen. Betalt kontingent refunderes ikke.


§ 4 Generalforsamlingen

Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2 Der afholdes ordinær generalforsamling en gang årligt i årets første halvår med mulighed for offentlig deltagelse enten fysisk eller digitalt.
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter bestyrelsens bestemmelser, eller efter krav fra mindst ¼ af medlemmerne.

Stk. 3 Indkaldelse til generalforsamlingen sker elektronisk til alle medlemmer. Medlemmer uden mulighed for at modtage elektronisk besked, skal aktivt bede om at få materiale tilsendt pr. post med angivelse af dagsorden.

Stk. 4 Sidste frist for lovlig varslet Indkaldelse til ordinær generalforsamling er en måned. Eventuelt ekstraordinær generalforsamling varsles mindst 14 dage før.

Stk. 5    Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter kravets fremkomst til bestyrelsen.

Stk. 6    Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1.   Valg af dirigent

2.   Valg af stemmetællere

3.   Bestyrelsens beretning om foreningens aktiviteter i det forløbne år

4.   Fremlæggelse af revideret årsregnskab til godkendelse

5.   Fremlæggelse af bestyrelsens forslag til aktiviteter, budget og kontingent for det kommende år

6.   Fremlæggelse og behandling af indkomne forslag fra medlemmer og bestyrelse.

7.   Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter (vælges for 2 år)

8.   Valg af revisor / bilagskontrollant (vælges for 1 år)

9.   Eventuelt

Stk. 7 Vedtagelser på generalforsamlingen sker ved åben afstemning. Såfremt mindst 1 af foreningens fremmødte medlemmer anmoder herom afholdes afstemningen i hemmelighed.

Stk. 8 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.

Stk. 9 På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Fraværende medlemmer kan lade sig repræsentere af tilstedeværende medlemmer ved skriftlig fuldmagt. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt stemmeflertal.

 
§ 5 Foreningens daglige ledelse

Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen som består af mindst 3 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, således at halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne vælges hvert år.

Stk. 2 Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3 Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.

Stk. 4 Bestyrelsen fastsætter i selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver, også udenfor bestyrelsens ramme.

Stk. 5 Bestyrelsen vælges blandt alle medlemmer med diagnosen Aniridi eller deres nærmeste pårørende.

Stk. 6 Formanden – og i dennes fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder, som finder sted mindst 4 gange årligt. Indkaldelse sker med angivelse af dagsorden, med mindst 2 ugers varsel.

Stk. 7 Ved afstemninger gælder at formandens, eller i dennes fravær næstformandens, stemme er udslagsgivende.

Stk. 8 På bestyrelsesmøder og generalforsamlinger føres der en beslutnings protokol, hvoraf det på bestyrelsesmødet og generalforsamlingen vedtagne skal fremgå.

Stk. 9 En suppleant, der erstatter et bestyrelsesmedlem, forbliver i bestyrelsen indtil førstkommende ordinære generalforsamling, der ved valg kan bekræfte suppleantens fortsatte forbliven i bestyrelsen.

Stk. 10 Suppleanter modtager beslutningsreferat af bestyrelsesmøder og kan deltage i bestyrelsesmødet. Derudover kan bestyrelsen indkalde relevante samarbejdspartnere til de enkelte møder.  


§ 6 Økonomi, kontingent, regnskab og revision

Stk. 1 Foreningens midler kan kun anvendes til fremme af foreningens formål.

Stk. 2 Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

Stk. 3 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 4 Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.

Stk. 5 Regnskabet revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.


§ 7 Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1 Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden. Formanden kan meddele foreningens kasserer fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser. Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.

§ 8 Vedtægtsændringer

Stk. 1 Vedtægtsændringer kan kun besluttes på en generalforsamling, når de pågældende forslag i skriftlig form er bragt til bestyrelsens kendskab senest 14 dage før planlagt afholdelse af generalforsamlingen. Indkomne forslag skal offentliggøres senest 6 dage før planlagt afholdelse af generalforsamlingen.

Stk. 2 Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling.

Stk. 3 Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.


§ 9 Opløsning

Stk. 1 Opløsning af foreningen kan kun ske på en i dette øjemed indkaldt generalforsamling. Vedtagelse om opløsning af foreningen kræver, at mindst halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen (evt. ved fuldmagt) og at vedtagelsen sker med mindst ¾ af de afgivne stemmer.

Stk. 2 Såfremt mindre end halvdelen af foreningens medlemmer er til stede, men ¾ af de afgivne stemmer er for forslaget, skal bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor almindeligt stemmeflertal gælder uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk. 3 Hvis opløsning vedtages, vil overskuddet efter opløsning blive givet som donation til Aniridia Europe, der er foreningens europæiske paraplyorganisation.


§ 10 Datering

Stk. 1 Således besluttet på foreningens generalforsamling den 19. marts 2023 i Skanderborg.